Annonce

Hvornår hopper Apple med på virtual reality-vognen?

Apple

Apple har eksperimenteret med både virtual reality og augmented reality i løbet af de sidste 10 år, hvis man skal tro på de mange patent-ansøgninger de har indsendt. Og med den popularitet som især virtual reality har oplevet det seneste år, er der ikke nogen grund til at tro at det aftager.

Ifølge MacRumors.com har Apple opbygget en hemmelig enhed på flere hundrede eksperter, som arbejder med både virtual reality og augmented reality-projekter. Udover at ansætte eksperter fra branchen, har de også haft pengepungen fremme og opkøbt flere virtuel reality og augmented reality-startups.

Denne hemmelige enhed skal bl.a. undersøge hvordan virtual reality kan inkorporeres i Apples nuværende produkter og der er masser af måder at udnytte teknologien på. Rygterne siger at de allerede skulle være igang med at udvikle forskellige typer headsets, men det er endnu uvist hvilke slags. De to mest oplagte er dog et headset i stil med Oculus Rift eller HTC Vive, som skal tilsluttes en computer for at fungere. Det kunne også være et headset ligesom Samsung Gear, hvor man bruger sin smartphone som skærm.

Selvom det hele stadig er på rygteplan, har Apple´s CEO Tim Cook tidligere udtalt at “Virtual reality er mere end en niche, det er rigtig cool”, så mon ikke Apple også snart hopper med på virtual reality-vognen.

Annonce