Microsoft er blevet valgt til at levere AR-udstyr til forsvaret for i alt 480 millioner dollars. Det skriver Bloomberg.
Af Rasmus Wærling Riiser
Microsoft indgår nu en aftale med det amerikanske militær om at levere op mod 100.000 AR-headsets for i alt 480 millioner dollars. AR-udstyret skal ifølge den amerikanske regering bruges til at “øje soldaternes dødelighed ved at styrke evnen til at opdage, beslutte og agere”.
Microsoft har vundet ordren foran en række andre leverandører, deriblandt hovedkonkurrenterne fra Magic Leap.
Både den amerikanske og den israelske hær bruger i øjeblikket Microsoft HoloLens-headsets i træningssammenhæng – men med den nye aftale tager hæren for første gang AR-headsets med sig ud på slagmarken.
Et stort skridt for Microsoft HoloLens
Selvom AR-branchen har taget vel imod HoloLens, ja, så har Microsoft indtil nu haft svært ved at nå ud over det stadigt relativt lille AR-nichemarked.
I foråret kom det frem, at Microsoft har solgt omkring 50.000 HoloLens-enheder. Alene ordren fra det amerikanske forsvar kan altså tredoble salgstallene.
Til at starte med består ordren helt konkret i, at Microsoft vil levere 2.500 HoloLens-enheder i løbet af de næste to år. Derefter vil produktionen nå fuld skala, og man regner altså med, at ordren i sidste ende vil omfatte op mod 100.000 headsets.
Omvendt mængderabat?
Det svarer til, at det amerikanske militær betaler omkring $4.800 for hvert headset – en del mere, end de $3.000, som Microsoft tog for HoloLens Development Edition ved udgivelsen tilbage i 2016.
Det peger på, at Microsoft kommer med en række opgraderinger til både hardware og software. VRscout.com gætter på tilføjelser som høreværn, night vision og en række sensorer, der monitorerer soldatens fysiologiske tilstand.
I maj 2017 udgav den amerikanske hær denne video, der beskriver hærens vision for såkaldt Tactical Augmented Reality:
Ikke uden protester
Microsoft kan dog ikke tegne en stor kontrakt med den militære sektor uden kontroverser.
Tidligere på året underskrev hundredevis af Microsoft-ansatte en underskriftsindsamling, der kritiserer Microsoft’s samarbejde med krigsførende organisationer. Senere, i oktober måned, bragte Medium.com et blogindlæg, der angiveligt skulle være skrevet af Microsoft-ansatte:
“Mange Microsoft-ansatte tror ikke på, at det, vi bygger, skal bruges til at føre krig,” skrev de i sin tid.
Microsoft-ansatte protesterer i et blogindlæg på Medium.com den 13. oktober 2018.
Efter blogindlægget i Medium måtte Brad Smith, præsident og chefadvokat i Microsoft, slå fast, at Microsoft fortsat vil samarbejde med det amerikanske militær. Samtidigt skrev han dog, at medarbejdere, der har etiske problemer med den slags arbejde, kan få lov til at arbejde på andre projekter i virksomheden.
Følg VRNEWS.DK på Facebook, Instagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.