Audi vil have VR på bagsædet – uden motion sickness

Af |2019-01-14T14:33:49+00:0014. januar 2019, 14:32|Mixed reality (MR), Udland, Virtual reality (VR)|

Den Audi-finansierede startup, Holoride, vil lave VR-oplevelser til bilpassagerer, der undgår motion sickness ved at synkronisere bilens bevægelser med den virtuelle verden. Den første demo blev fremvist ved CES 2019 i Las Vegas i sidste uge.

Af Rasmus Wærling Riiser

Underholdende VR-oplevelser er i teorien super velegnede til at gøre lange, kedelige bilture lidt sjovere. Der er dog et par problemer i praksis – især motion sickness.

‘Motion sickness’ er en betegnelse for fysisk ubehag, der kan opstå, når øjnene opfatter andre bevægelser end dem, kroppens balanceorganer i det indre øre registrerer. På godt dansk kender man også fænomenet som køresyge. Problemet opstår også i nogle VR-oplevelser, hvor brugeren for eksempel kører rundt i den virtuelle verden men i virkeligheden sidder stille – eller omvendt.

Men i sidste uge kunne Audi, Disney og Holoride præsentere en overbevise løsning på problemet på CES 2019 i Las Vegas. Demoen foregik selvfølgelig i en Audi e-tron:

Sådan så demoen ved CES 2019 ud. Video: Roadshow på Youtube.

Selve oplevelsen er lavet af Disney Games og Interactive Experiences og hedder Marvel Avengers: Rocket’s Rescue Run.

Idéen med løsningen er, at brugerens bevægelser i oplevelsen er synkroniseret med bilens bevægelser. Audi beskriver i en pressemeddelelse:

“Med VR-briller på transporteres passageren i en Audi e-tron til en fantastisk gengivelse af det ydre rum: Audi e-tron fungerer nu som et rumskib bemandet af Guardians of the Galaxy, mens passageren navigerer gennem et asteroidefelt sammen med Rocket, en karakter, der er med i Marvel Studios’ Avengers: Endgame i foråret 2019. Alle bilens bevægelser afspejles i oplevelsen i realtid. Hvis bilen tager en skarp drejning, drejer brugeren omkring et fjendtligt rumskib i virtual reality. Hvis Audi e-tron accelererer, gør rumskibet i oplevelsen det samme.”

Audi i en pressemeddelelse. Oversat fra engelsk.

På den måde kan man skabe en dynamisk og uforudsigelig oplevelse, der samtidig eliminerer motion sickness.

Foto: Audi, Holoride.
Foto: Audi, Holoride.

Et andet væsentligt element ved denne måde at designe VR-oplevelser på er, at oplevelsen ikke nødvendigvis er den samme gang efter gang, fordi det i høj grad er bilens bevægelser, der afgør, hvad der sker i VR-oplevelsen.

Sidste år så vi et nyt Apple-patent, der leger med nogle af de samme idéer, dog tiltænkt passagerer i selvkørende biler.

Demoen på CES 2019 var mere blær end en decideret produktlancering. Konceptet er ikke klar til markedet endnu, men Holoride regner med at bringe det til et bagsæde nær dig indenfor de næste tre år. Se en promovideo her:

Promovideo fra Holoride. Video: holoride på Youtube.

Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.