Bose træder ind på AR-markedet med lyd-AR-brillen ‘Frames’

Af |2019-01-03T17:07:25+00:003. januar 2019, 17:07|Augmented reality (AR), Udland|

Højtalerproducenten melder sig overraskende ind i AR-branchen med et nyt take på AR, der ikke er visuelt, men auditivt. Bose’s AR-brille er netop sat til salg.

Af Rasmus Wærling Riiser

På trods af Google Glass’ fiasko har de sidste par år budt på et hav af nye produkter på AR-brillefronten. For under en måned siden kunne vi endda fortælle, at det amerikanske militær har valgt at investere omkring en halv milliard dollars i Microsoft HoloLens-udstyr.

Nu melder en uventet spiller sig ind i AR-kampen. Den amerikanske producent af højtalere og lydsystemer, Bose, har sat deres AR-brille ved navn ‘Frames’ til salg på deres amerikanske webshop.

Promovideo for Bose Frames.

Bose kalder produktet for en slags “lyd-solbriller”. De adskiller sig fra andre AR-briller ved, at de ikke lægger et visuelt lag ovenpå brugerens oplevelse af verden. Der er ingen skærme, laserløsninger eller andre visuelle teknologier i brillerne.

Bose har i stedet skabt en auditiv AR, hvor “lyd-solbrillerne” giver brugeren information ved hjælp af små højtalere placeret tæt ved ørerne. Det kan for eksempel være rutevejledninger, oplæste SMS’er eller vejrudsigten. Hvis vi tænker super futuristisk, ja, så kan den slags briller måske en dag implementere ansigtsgenkendelse og hjælpe dig med navnet på den gamle bekendte, som du støder på på gaden.

Bose har endnu ikke fortalt om nogle konkrete apps til AR-brillerne, men de regner med at kunne lancere den første række apps i løbet af 2019. Indtil da kan vi kun gisne om potentialet.

Frames kommer i to forskellige modeller – den større, mere firkantede Alto og den mindre, mere runde Rondo:

Foto: Bose Corporation.
De to modeller. Foto: Bose Corporation.

Brillerne har en batterilevetid på mellem 3,5 time (playback) og 12 timer (standby), og de kan ifølge Bose lades fuldt op på under to timer.

Brillerne kan nu købes på Boses hjemmeside til kun $199. Det er en hel del mindre end konkurrenternes (visuelle) AR-briller. Boses lyd-AR-briller shippes dog ikke til Danmark endnu.


Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.