Brøndby Kommune genoptræner borgere i VR

Af |2018-10-04T07:28:56+00:004. oktober 2018, 07:28|Indland, Virtual reality (VR)|

I Brøndby arbejder man målrettet med genoptræning i virtual reality – det narrer hjernen til ikke at fokusere så meget på smerter. Brøndby Kommune spår, at man i fremtiden vil træne massivt i den virtuelle verden.

”Dette er kun starten på noget, der har et stort potentiale. Vi ser borgere få en motivation for at træne, som vi slet ikke har set før,” fortæller Jette Fledelius, udviklingsterapeut og tovholder for virtual reality-træningen i Træningscenter Brøndby.

Hele formålet med at genoptræne i VR er at give borgerne så overbevisende og overvældende VR-oplevelser, at hjernen narres, så man motiveres til bevægelser, som man måske ikke ville foretage, fordi man for eksempel har smerter i skulderen eller ryggen. Målgruppen for projektet er derfor borgere i genoptræning, borgere med smerter, ældre der har problemer med balancen og/eller er kognitivt udfordret.

”Når synet påvirkes af alle indtrykkene i den virtuelle 3d-verden, snydes hjernen til at fjerne fokus fra de andre sanser og på den måde kan fx følelsen af smerte opleves stærkt reduceret. I USA bruger de teknologien til patienter med brandsår. Så mens personalet arbejder med at få bevæget huden, befinder patienten sig i en virtuel sne-verden med pingviner, igloer og passende musik, og fordi deres syns- og høresans bombarderes af nye og spændende indtryk, oplever de mindre grad af smerte under selve behandlingen,” forklarer Jette Fledelius.

Undervejs er borgeren iklædt VR-briller og har en controller i hver hånd. Spil eller oplevelsesverden vælges ud fra borgerens problemstilling og træningsfokus.

Økonomisk gevinst
”Det er endnu et område, der er i sin vorden, men jeg spår, at vi fremadrettet kommer til at bruge det massivt. Og jeg tror, at der på sigt er penge at spare. Ikke i forhold til terapeuter, for der skal stadig være en terapeut til stede og hjælpe. Men der kan være en økonomisk gevinst i, at indsatsen med virtual reality-brillerne bidrager til øget effekt af genoptræningsforløbet og dermed forhåbentlig gør træningsforløbet kortere,” siger Jette Fledelius.

Træningscenter Brøndby har arbejdet med området det sidste år og er blandt landets første kommuner til arbejde på det nye område. Kommunen har desuden været i kontakt med bl.a. Finland og USA, hvor man har flere erfaringer med træning i virtual reality.

Mike Lutsch, fysioterapeut, og Jette Fledelius, udviklingsteraput i spidsen for Brøndby Kommunes VR-træning. Denne gang uden VR-briller. Foto: Brøndby Kommune.

Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i højre side af skærmen.