CES 2020: Pico afslører Neo 2, et nyt standalone VR-headset med eye-tracking og PC-streaming

Af |2020-01-08T15:17:33+00:008. januar 2020, 15:16|CES (Consumer Electronics Show), Hardware, Udland, Virtual reality (VR)|

Den kinesiske VR-producent, Pico Interactive, har afsløret et nyt 6DoF standalone VR-headset med PC-streaming og indbygget eye-tracking. Afsløringen sker op til CES-messen, der finder sted i Las Vegas i denne uge.

Pico Neo 2 har været på vej siden marts 2019, hvor Pico delte de første detaljer om VR-headsettet. Dengang hørte vi dog kun navnet og det faktum, at du kan streame VR-spil og -apps fra en PC til Pico Neo 2 over en WiFi-forbindelse.

Men nu er Pico Interactive altså klar til at løfte sløret for Pico Neo 2, der kommer i to versioner; med og uden den indbyggede eye-tracking. Priserne er på henholdsvis $700 og $900, eller cirka 4.700 kroner og 6.000 kroner.

Vi har selvsagt ikke fået fingrene i VR-headsettet endnu, men du kan se Sebastian Ang fra Mixed Reality TV teste det på CES 2020-messen her:

PC-streaming og indbygget eye-tracking fra Tobii

Pico Neo 2 kommer med en række mindre hardwareopgraderinger fra originalen, Pico Neo. Displayet er gået fra 3K til 4K, vægten er reduceret fra 450 gram til 350 gram, og den nye version kommer med 128 GB lagringsplads – en fordobling af originalens 64 GB.

Men de to væsentlige opgraderinger er PC-streaming og indbygget eye-tracking.

Eye-trackingen er leveret af den svenske eye-tracking-specialist, Tobii. Det er også Tobii, der leverer eye-tracking-teknologien til HTC Vive Pro Eye, som blev præsenteret for cirka et år siden ved CES 2019-messen.

Eye-trackingen i Pico Neo 2 muliggør en teknik, der kaldes foveated rendering, som både kan forbedre grafikken og forlænge batterilevetiden. Derudover kan eye-tracking åbne døren for alle mulige nye interaktionsformer, og så kan funktionen også bruges til at indsamle enormt værdifuld data om brugeradfærd.

Tilbage i maj 2019 testede vi eye-trackingen i Varjo VR-1. Det kan du læse om her.

Foto: Zerolight.
Et eksempel på foveated rendering med HTC Vive Pro Eye. Foto: Zerolight.

Og så er der PC-streaming. Det fungerer via Qualcomm’s Boundless XR-streamingteknologi. PC-streamingen kræver ikke andet end en VR-kompatibel PC og en router, der er stærk nok.

Der lader til at være en tendens i øjeblikket, der forsøger at udviske grænserne mellem PC VR og standalone VR. For eksempel udkom Oculus for nylig med deres nye Link-koncept, der lader dig koble din Oculus Quest til en PC via et kabel.

Det skal alt sammen gøre det lettere at være VR-bruger og at få adgang til VR-oplevelser af høj kvalitet uden at det skal koste spidsen af en jetjager.

LÆS OGSÅ: MWC 2019: 5G-hype peger på cloudbaseret VR og AR

Begge versioner af Pico Neo 2 udkommer efter sigende senere på året. I mellemtiden kan du læse mere om dem på Pico’s website.


Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.