DR’s 21 Søndag sætter fokus på behandling af psykiske lidelser med virtual reality

Af |2020-01-15T11:53:49+00:0015. januar 2020, 11:46|Indland, Virtual reality (VR)|

I søndagens udsendelse af nyhedsmagasinet 21 Søndag på DR1 kunne seerne høre om en række nye VR-projekter, der skal behandle psykiske lidelser som angst, PTSD og skizofreni.

I søndags kunne du møde syvårige Noah, der lider af flyskræk, og se ham konfrontere frygten i en VR-simulation. “Shit! Er det i virkeligheden, det her?” spørger Noah på et tidspunkt sin far, der er med ham på den virtuelle flyvetur. “Nej, bare rolig,” forsikrer faren.

Foto: Rene Kurtik, DR Nyheder.
Syvårige Noah og hans far oplever en virtuel flyvetur i rigtige flysæder. Foto: Rene Kurtik, DR Nyheder.

Efter den virtuelle flyvetur siger Noah, at han vil overveje at tage med, når familien skal flyve til Bornholm senere på måneden. Det er et stort fremskridt, mener Noahs far.

Du kan se hele udsendelsen her. VR-indslaget starter omkring 25:30.

Adskillige VR-projekter under udvikling

VR-behandlingen er ikke en ny opfindelse. Én af VR-behandlingerne, som indslaget i 21 Søndag omtaler, har været i brug siden det forrige årtusinde. Det er dog et område, som udvikler sig meget hurtigt i disse år.

LÆS OGSÅ: Kan VR bruges i psykoterapien?

Innovationsfonden har med 13 millioner kroner støttet et projekt, der skal bruge VR til at behandle hørelseshallucinationer. Projektet skal efter planen behandle 266 patienter i Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Syddanmark med begyndelse efter sommerferien i år.

I VR-behandlingen konfronteres patienten med en et virtuelt ansigt, der taler med den stemme, patienten hører inde i sit eget hoved. Idéen er, at man gennem dialog med stemmerne med tiden kan lære at kontrollere dem.

I indslaget er vi desuden med, når Pia Oxenvad, der lider af paranoid skizofreni, sammen med en tekniker indstiller stemmen, så den lyder ligesom den, der bor bag hendes højre øre.

“Når man går ind i en dialog men sine egne stemmer, så får man mulighed for at sige ‘jeg gider ikke høre på dig’ eller ‘nu skal du ikke blande dig’ eller ‘du har ikke ret i det, du siger’,” forklarer Lise Mariegaard, psykolog og forsker ved Psykiatrisk Center Københavns forskningsenhed, til DR Nyheder.

Du kan læse mere om VR-projektet på udvikleren Khora’s hjemmeside.

I det ovenstående indslag fra TV2 Østjylland fra december 2018 kan du møde Casper Birkefeldt, der lider af social angst. Med et VR-headset kunne han øve angstprovokerende dagligdagssituationer som køen i supermarkedet. Efter 10 VR-sessioner kunne Casper gå ned i Netto og handle ind selv – i hvert fald, når der ikke var ret mange kunder i butikken.

“Det giver mig en utrolig fed følelse indeni. Det er det, jeg er nået til nu. Frem for at skulle sidde i en lejlighed og være bange for at åbne døren,” fortalte han dengang.

VR-behandling af psykiske lidelser er måske ikke en ny opfindelse, men det siger alligevel noget om VR-teknologiens udbredelse, at det stadig er en særlig begivenhed i sig selv, at 21 Søndag tager emnet op.

Måske er det en dag en selvfølge, at virtual reality bruges til at behandle alverdens lidelser og skavanker. Vi vil fortsat følge udviklingen.


Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.