Efter Covid-19-bekymring: Mobile World Congress 2020 aflyst

På grund af bekymringer om Covid-19-virussen er Mobile World Congress 2020 blevet aflyst. Konferencen, som plejer at byde på store VR- og AR-afsløringer, skulle afholdes i Barcelona i næste uge.

For første gang siden 2005 skal verdens ledende mobilproducenter ikke mødes i Barcelona i slutningen af februar.

De seneste år har Mobile World Congress-konferencen budt på flere større VR- og AR-afsløringer. MWC 2019 bød blandt andet på HTC’s lancering af Vive Focus Plus og Microsoft’s afsløring af den længe ventede HoloLens 2.

I år må vi dog undvære konferencen. Forleden stod GSMA, der arrangerer konferencen, frem og fortalte, at man har valgt at aflyse årets MWC:

“Under behørig hensyntagen til et sikkert og sundt miljø i Barcelona og værtslandet har GSMA i dag aflyst MWC Barcelona 2020, fordi den globale bekymring over udbruddet af coronavirus, rejseproblemer og andre omstændigheder gør det umuligt for GSMA at afholde begivenheden.”

John Hoffman, CEO GSMA Limited, i en pressemeddelelse. Oversat fra engelsk.

Stigende usikkerhed og stribevis af afbud fører til aflysning

Det er første gang, at en MWC-konference aflyses, og bemærkelsesværdigt, at det sker så tæt på åbningsdagen. Det er dog ikke en stor overraskelse, at dette års konference aflyses.

En lang række fremtrædende gæster havde nemlig allerede meldt afbud, inden arrangørerne valgte helt at aflyse konferencen.

De mange afbud er kommet i løbet af de seneste uger og måneder, i takt med, at Covid-19-sygdommen har spredt sig fra Wuhan-provinsen i Kina til adskillige andre lande, især via flyruter.

Amazon, Facebook, Intel og Sony var blandt de mere end 20 virksomheder, der i forvejen havde meldt afbud til MWC 2020 på grund af frygten for Covid-19.

De fleste af de mange produktafsløringer, som MWC skulle have været ramme for, vil dog stadig finde sted. Det bliver bare ikke nødvendigvis allerede i næste uge.

LG, som meldte afbud i starten af februar måned, har fortalt, at de vil komme med en række afsløringer “i den nærmeste fremtid”. Sony holder fast i det planlagte tidspunkt for deres præsentation, men vil holde den på deres Youtube-kanal i stedet for i Barcelona.

Du kan altså stadig glæde dig til at se nye produktpræsentationer i de kommende uger og måneder.

Game Developers Conference holder desuden fast i planerne om en konference fra 16. til 20. marts 2020 i San Fransisco, USA. Det slog arrangørerne fast i et websiteindlæg efter MWC-aflysningen.

De amerikanske arrangører er tilsyneladende ikke så nervøse som deres europæiske kolleger. De skriver, at flyrestriktionerne i forbindelse med Covid-19-virussen kun forhindrer omkring 2 % af de deltagende til GDC 2020, og at konferencen vil finde sted som planlagt.


Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.