Efter vaping-kontroverser: FeelReal’s lugte-VR-maske løber ind i en juridisk mur

Af |2020-01-06T21:03:17+00:006. januar 2020, 21:03|Hardware, Udland, Virtual reality (VR)|

FeelReal har nu sat udviklingen af deres lugte-VR-maske på pause. Det sker, efter flere tilsyneladende vapingrelaterede dødsfald er ved at udløse et amerikansk forbud mod dampprodukter med smag.

Da VR-startuppen FeelReal for første gang præsenterede deres lugte-VR-maske tilbage i 2015, var der ingen grund til at bekymre sig for, om teknologien ville blive direkte forbudt. Men nu kan FeelReal altså komme ud for netop det.

LÆS OGSÅ: Galt eller genialt? Feelreal’s VR-maske kan lave både dufte og haptisk feedback

Det hænger sammen med, at e-cigaretterne, som ellers er kendt som et mindre usundt alternativ til de gammeldags cigaretter, de seneste år har fået pletter på ryet. Flere og flere mystiske dødsfald er blevet knyttet til lungekomplikationer, der kan skyldes e-cigaretterne, der også kaldes dampcigaretter eller vapere.

Derfor er den amerikanske regering efter sigende få dage fra at udstede et forbud mod alle vapingprodukter, der ikke er med tobak- eller mentholsmag. Det skriver The New York Times.

På den måde kan også FeelReal blive offer for e-cigaretterne.

Deres flagskibsprodukt bygger nemlig på den samme dampteknologi som e-cigaretterne. FeelReal’s VR-maske kobles på et VR-headset og bruger dampene til at simulere en række forskellige lugte, der skal supplere VR-oplevelsen. Du kan se en reklamevideo her:

Ifølge FeelReal er deres lugte-VR-maske i samme juridiske kategori som e-cigaretter, selvom dampene ikke indeholder nikotin. Det er simpelthen blot fordi masken fordamper væsker, som brugeren efterfølgende inhalerer.

FeelReal skrev for to uger siden en opdatering på deres Kickstarter-side, hvor de kommenterer på sagen:

Kære backers!

Den information, vi har modtaget fra FDA (den amerikanske fødevare- og lægemiddelforvaltning, red.) anser alle typer af vapingprodukter som farlige for mennesker. Eftersom FeelReal-masken teknisk set er et vaping-device, har vi været tvunget til at starte en ny testrunde og forbedre produktet for at få tilladelse til masseproduktion og salg.

Vi kendte ikke til den mulige fare, da vi begyndte arbejdet på maske-konceptet, og vi går op i vores brugeres helbred. Så hvis vi ikke får en godkendelse efter en ny testrunde, vil vi være nødt til at lukke projektet. Vi er meget kede af ulejlighederne, men der er ikke noget, vi kan gøre i øjeblikket. Vi kunne ikke forestille os, at vores maske ville falde under sådanne restriktioner.

Vi vil komme med en ny opdatering, så snart vi har nye detaljer om sagen.

FeelReal i en opdatering på Kickstarter, 24. december 2019. Oversat fra engelsk.

I kommentarfeltet understreger en talsmand fra FeelReal desuden, at projektet ikke er lukket ned, men at hele konceptet er underlagt restriktioner, og at udgivelsen derfor skal udskydes.

Foto: Feelreal Inc.
Det, det hele drejer sig om: FeelReal-maskens væskepatroner. Foto: FeelReal Inc.

Nu skal FeelReal altså i gang med at teste. Hvis dampprodukterne bliver forbudt i USA, kan de blive nødt til at designe produktet helt om. Men det er nu svært at forestille sig, hvordan masken kan blive en realitet, hvis alle dampprodukter, pånær dem med tobak eller menthol, forbydes.


Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.