Spillet er udviklet i Florida men skulle angiveligt være bestilt af Vatikanet og velsignet af selveste Pave Frans.
I sommeren 2016 blev børn af alle aldre ramt af den globale epidemi ved navn Pokémon GO!. I AR-spillet, der var revolutionerende dengang for kun et par år siden, bevæger brugeren sig rundt i den virkelige verden og kan se og slås med Pokémon’er såvel som andre spillere gennem smartphonens kamera.
I Follow JC GO! er formålet ikke at indsamle og slås imod Pokémon’er, men rettere at møde diverse religiøse figurer, der kan hjælpe dig med at besvare bibelrelaterede spørgsmål. Jo flere korrekte svar, jo flere point tilegner brugeren sig på det globale scoreboard.
På rejsen mod frelse kan spilleren stige i levels ved at besøge lokale kirker eller bede bønner for de sygelige og svage. Og hvis du er heldig, støder du måske ind i den ultimativt mest sjældne og vigtige karakter, selveste Jesus Kristus.
Spillet er udviklet af Ramón Pané Foundation, Inc., der er en katolsk gruppe af 43 designere, udviklere, historikere og teologer i Florida. Det er tilgængeligt på både Android og iPhone, men indtil videre kun på spansk. Engelsk, italiensk og portugisisk er efter sigende på vej.
Følg VRNEWS.DK på Facebook, Instagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.