Ford bruger nu VR til at designe biler

Af |2019-03-13T17:27:03+00:0018. februar 2019, 12:55|360 grader, 3D, Software, Udland, Virtual reality (VR)|

Den amerikanske bilgigant har offentliggjort et samarbejde med VR-softwaren Gravity Sketch og begynder at inddrage VR i designprocessen.

Bilindustrien har virkelig – beklager ordspillet – sømmet i bund, når det kommer til VR og AR. Tilbage i 2017 eksperimenterede Ford med Microsoft HoloLens, og ved CES 2019 i januar måned så vi for eksempel Audi præsentere VR-underholdning til bagsædet. I sidste uge kunne vi så skrive om Jarvish, motorcykelhjelmen med AR.

Nu vil Ford også være med på VR. For nylig fortalte de, at fem af deres designstudier verden over er begyndt at bruge VR-appen Gravity Sketch i designprocessen. Appen minder i sine funktioner om Tilt Brush, der også er en af de mere alment kendte VR-apps:

Ford er altså ikke de første, der får idéen, men det er alligevel et modigt skridt. At designe i VR er en grundlæggende anderledes oplevelse end at designe på en skærm eller med papir og blyant. For det første gør VR det lettere at fremstille, fremvise og dele prototyper, og for det andet kan man gøre ting med en virtuel model, som man ellers slet ikke kan.

Animation: Ford Motor Company.
Så hurtigt kan det gå. Animation: Ford Motor Company.

Michael Smith, der er Design Manager hos Ford Motor Company, mener, at VR-apps som Gravity Sketch kan gøre det lettere at designe biler med mennesker i centrum. Han fortæller, at han med VR-brillerne kan designe en 3D-model af et nyt koncept fra bunden på kun 40 timer – en proces, der ville tage månedsvis med de traditionelle arbejdsmetoder.

Selvom Gravity Sketch og andre lignende VR-designapplikationer langt fra er en del af industristandarden, er potentialet tydeligvis stort. Oluwaseyi Sosanya, Gravity Sketch CEO & Co-founder, fortæller i pressemeddelelsen, at det nye samarbejde med Ford gør det muligt for dem at iagttage appen i brug og at bruge den viden, de opnår til at fintune den.

Se Ford’s Michael Smith fortælle om appen her:


Følg VRNEWS.DK på Facebook, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.