Microsoft vil gøre det muligt at gå en tur med VR-headset på. De præsenterede ‘DreamWalker’-eksperimenterne i onsdags ved UIST-messen i New Orleans, Louisiana, USA.
I Ready Player One-filmen fra sidste år ser vi OASIS-spillerne løbe gennem gaderne iført deres pseudo-VR-headsets, mens den virtuelle verden tilpasser sig i real-tid.
Nu har Microsoft præsenteret et forskningsprojekt ved navn DreamWalker, der skal udforske mulighederne for sådan en teknologi. Du kan læse forskningsartiklen her.
Gå tur med VR-headset på
Microsoft skriver i et blogindlæg:
“DreamWalker er et VR-system, der lader brugeren gå fra et sted til et andet i den virkelige verden (A) og opleve et helt anderledes sted, for eksempel en tætpakket storby, i VR (B). Teknologien bruger ruteplanlægning (C) til at identificere en VR-rute, der stemmer godt overens med ruten i den virkelige verden og tager højde for kendte forhindringer i den virkelige verden med ændringer i VR-verdenen. Forhindringer, der opstår på vejen, registreres i real-tid af sensorer.”
Microsoft Research i DreamWalker-blogindlægget. Oversat fra engelsk.
Microsoft har allerede testet DreamWalker-systemet på deres eget research-campus i Redmond, Washington, USA. Her har 8 testpersoner gået en rute på cirka 15 minutter, og imens har de oplevet en virtuel version af Manhattan med animerede mennesker, biler og andre objekter.
Mange teknologier i én
DreamWalker-systemet, som Microsoft har testet, består af en god håndfuld forskellige teknologier, der ikke fås i ét system i dag.
Microsoft har brugt et Samsung Odyssey VR-headset, en rygsæk-PC fra HP, 2x RGB-kameraer fra Intel og en Xiaomi Mi 8-smartphone for GPS-signal.
Der går nok nogle år, før vi ser VR-underholdningssystemer som i Ready Player One. Men DreamWalker-systemet er da et interessant første skridt og et bud på, hvordan teknologien kan bygges.
LÆS OGSÅ: Holoride åbner officielt for bagsæde-VR-oplevelser
Her kan du se nogle videoklip, der viser, hvordan DreamWalker-systemet virker:
Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.