GUIDE: VR-headsets til enterprise-brug

Af |2019-08-21T12:17:24+00:0012. august 2019, 13:20|Google, Guides, Hardware, HTC Vive, Oculus, Valve, Virtual reality (VR)|

Der er et hav af forskellige VR-headsets til enterprise-brug, alle med forskellige designs, funktioner og priser. Her får du vores købeguide til enterprise-VR-headsets.

Denne guide handler kun om VR-headsets til enterprise-brug. Læs vores købeguide til gaming-headsets her.

VR-headsets til enterprise-brug

VR-headsets bruges i rigtig mange forskellige situationer i enterprise-sammenhæng, og derfor er der lige så mange valgmuligheder.

I denne guide vil vi først gennemgå de VR-headsets, der kan bruges til de fleste VR-projekter. Derefter gennemgår vi nogle mere specialiserede (og derfor også dyrere…) VR-headsets, der har nogle meget specifikke anvendelser. Til sidst vil vi komme omkring nogle VR-headsets, som du kan bruge til mindre og mere mobile VR-oplevelser.


Til de mest almindelige VR-projekter

Oculus Quest

Foto: Oculus.
Oculus Quest. Foto: Oculus.

Plus:

  • Mobilitet
  • Fuld bevægelighed
  • Let at opsætte
  • Bedste pris i klassen

Minus:

  • Primært designet til gaming (men Enterprise Edition er på vej)
  • Batteridrevet

Oculus Quest er et standalone-headset, hvilket betyder, at det ikke skal kobles op til en computer. Samtidigt er det med 6DoF – altså fuld bevægelighed – så det kræver minimal setup.

Det er derfor egnet til VR-projekter, hvor brugeren ikke er VR-ekspert, og hvor mobilitet er en fordel. Hvis du for eksempel vil sende dit salgsteam afsted til kundemøder med VR-headsets under armen, kan Oculus Quest være et godt valg.

En anden fordel ved standalone-headsets er, at de er mobile. Du kan for eksempel tage VR-headsettet med til et kundemøde uden at bekymre dig om besværlig opsætning.

Ét problem med standalone-headsets er dog, at controllertrackingen ofte møder problemer, når du prøver at tage hænderne bag ryggen – fordi der kan headsettets kameraer ikke se, hvor controllerne er. Der vil ofte være en indbygget algoritme, der prøver at kompensere for dette, men det vil ikke nødvendigvis fungere optimalt. Et andet problem kan være batteritiden. Den ligger på omkring 2 timer, og en fuld opladning tager 3 timer.

Oculus Quest kan købes for €449 (ca. 3.350 kroner) på Oculus’ webshop.

Oculus Quest Enterprise Edition udgives i efteråret 2019 og vil koste $999 (omkring 6.650 kroner). Licens er gratis det første år, men derefter $180 (omkring 1.200 kroner) per år. Enterprise-kunder kan skrive sig op til Oculus for Business-programmet her.

HTC Vive Focus Plus

Foto: HTC.
HTC Vive Focus Plus. Foto: HTC.

Plus:

  • Mobilitet
  • Fuld bevægelighed
  • Let at opsætte
  • Specifikt designet til enterprise
  • Medfølgende managementsoftware

Minus:

  • Høj pris for klassen
  • Batteridrevet

HTC Vive Focus Plus er, ligesom Oculus Quest, et standalone-headset med 6DoF. Men hvor Quest faktisk hovedsageligt er tiltænkt VR-gaming, er HTC Vive Focus Plus udelukkende tiltænkt enterprise-markedet. Derfor tilbyder HTC Vive en managementsoftware designet til at styre enterprise-VR-projekter på Vive Focus Plus. Det er en sjældenhed på markedet og kan gøre en stor forskel.

Desuden bruger de to controllere en ny, ultrasonisk trackingteknologi, som efter sigende skulle fungere en smule bedre end den gængse infrarøde tracking.

Batterilevetiden er på 3 timer, og en fuld opladning tager 30 minutter.

HTC Vive Focus Plus kan købes på HTC Vive’s europæiske webshop til €699 (omkring 5.200 kroner), og den obligatoriske licens koster €130 (omkring 1.000 kroner).

Valve Index

Foto: Valve.
Valve Index med de tilhørende controllere og trackingstationer. Foto: Valve.

Plus:

  • Nok den bedste oplevelse til prisen i sin klasse

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Høj pris

Valve Index er ikke et standalone-headset. Det skal derimod kobles op til en computer, og for at opnå fuld bevægelighed, skal der opsættes eksterne trackingstationer. Det kan være mere besværligt at bruge, fordi headsettet ikke nødvendigvis er klar, når du trykker på “tænd” – til gengæld skulle oplevelsen være blandt det bedste, man kan få i denne prisklasse i øjeblikket.

Derfor egner Valve Index (og andre PC-tilkoblede VR-headsets) sig i højere grad til VR-projekter, hvor brugerne er vante VR-brugere, eller hvor det er vigtigt, at kvaliteten er høj. Det kan for eksempel være produktdesign eller træning af specialister i virtual reality.

Valve Index kan købes på Valve’s egen webshop til €1.079 (omkring 8.000 kroner). Der medfølger både controllere og trackingstationer.

HTC Vive Pro

Vive pro 2.0
HTC Vive Pro med de tilhørende controllere og trackingstationer. Foto: HTC.

Plus:

  • Høj oplevelseskvalitet
  • Længere tid på markedet end konkurrenterne

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Højere pris end konkurrenterne

HTC Vive Pro er et VR-headset af samme type som Valve Index. Prisen er dog en tand højere. Men med mere tid på markedet er HTC Vive Pro måske et mere sikkert valg i nogles øjne, end det spritnye Index.

HTC Vive Pro koster €1.156,20 (omkring 8.600 kroner) på HTC Vive’s hjemmeside. Der medfølger både controllere og trackingstationer.

Oculus Rift S

Foto: Oculus.
Oculus Rift S. Foto: Oculus.

Plus:

  • Indbygget tracking giver (lidt) lettere opsætning
  • God pris

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Ikke klassens bedste specifikationer
  • Ingen IPD-justering

Oculus Rift S skal også kobles til en PC, men headsettet har indbygget tracking ved hjælp af de fem små kameraer. Derfor er opsætningen en smule lettere, men stadig mere besværlig end ved standalone-headsets.

Det har en lidt lavere opløsning end HTC Vive Pro – 1280×1440 per øje – og så har det ét stort displaypanel i stedet for to separate displays. Derfor kan afstanden mellem de to displays (også kaldet IPD) ikke justeres, og det betyder, at nogle brugere med en meget kort eller lang afstand mellem øjnene ikke får en lige så god oplevelse.

Til gengæld er Oculus Rift S billigere end både Valve Index og HTC Vive Pro. Oculus Rift S kan købes til €449 på Oculus’ webshop. Der medfølger controllere.


Til de mere krævende VR-projekter

Varjo VR-1

Foto: Varjo.
Varjo VR-1. Foto: Varjo.

Plus:

  • ‘Bionic Display’ med højopløsningspanel i midten af synsfeltet
  • Eye-tracking
  • MR-add-on kan tilkøbes

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Markant højere pris end konkurrenterne
  • Controllere medfølger ikke

Varjo VR-1 er med en pris på knap 45.000 kroner klart det dyreste VR-headset i denne guide. Det har dog også et imponerende display – kaldet ‘Bionic Display’ – som i midten af synsfeltet angiveligt har højere opløsning end det menneskelige øje. Med det rigtige stykke VR-content kan brugeren altså ikke skelne det virtuelle fra det virkelige – i teorien, i hvert fald.

LÆS OGSÅ: CopenX 2019: Hands-on med Varjo VR-1

Desuden kommer VR-1 med eye-tracking – en funktion, der kan være en game-changer for mange VR-projekter. Eye-tracking giver en lang række fordele, men hovedsageligt 1) muligheden for at lave foveated rendering, der sænker processorkravene betydeligt, 2) muligheden for at designe brugerinteraktioner gennem brugernes blik, og 3) muligheden for at indsamle og analysere data om, hvornår brugerne kigger på hvad.

Tidligere på året lancerede Varjo desuden et MR-add-on til VR-1-headsettet. Det kan du læse mere om her.

Varjo VR-1 koster €5.995 (omkring 44.750 kroner), og den obligatoriske licens koster €995 (omkring 7.400 kroner) på Varjo’s website. Der medfølger ingen controllere.

HTC Vive Pro Eye

Foto: HTC Vive.
HTC Vive Pro Eye. Foto: HTC Vive.

Plus:

  • Samme specifikationer som HTC Vive Pro
  • Eye-tracking
  • Mere overkommelig pris end Varjo VR-1

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Høj pris

HTC Vive Pro Eye er næsten magen til HTC Vive Pro, dog med tilføjelsen af eye-tracking. Her får du altså fordelene ved eye-tracking uden det astronomiske prisskilt, som Varjo VR-1 har.

Du kan læse mere om HTC Vive Pro Eye i vores artikel fra lanceringen i maj.

HTC Vive Pro Eye koster €1.708 (omkring 12.750 kroner), og den obligatoriske licens koster €227,55 (omkring 1.700 kroner) på HTC Vive’s europæiske webshop.

Pimax 8K

Foto: RoadtoVR.com.
Pimax 8K. Foto: RoadtoVR.com.

Plus:

  • Markedets højeste opløsning
  • Markedets bredeste field of view

Minus:

  • Kræver setup
  • Kræver PC
  • Controllere medfølger ikke

Pimax 8K har ikke eye-tracking, men det har i stedet noget ingen andre VR-headsets i denne guide har: en opløsning på 3840×2160 per øje og et field of view på 200 grader. Til sammenligning har HTC Vive Pro en opløsning på 1440×1600 per øje og et field of view på 110 grader.

Pimax 8K er det rigtige VR-headsettet for dit projekt, hvis det eneste vigtige parameter er displaykvalitet. Det kan for eksempel være visuelle VR-kunstprojekter.

Pimax 8K kan købes for $899 (omkring 6.000 kroner) på Pimax’ hjemmeside.


Til mindre, billigere VR-projekter

Oculus Go

Foto: Oculus.
Oculus Go. Foto: Oculus.

Plus:

  • Mobilitet
  • Let at opsætte
  • God pris

Minus:

  • Ikke fuld bevægelighed
  • Kun én controller
  • Batteridrevet
  • Ingen IPD-indstilling

Oculus Go er et standalone-headset, men det har ikke 6DoF, altså fuld bevægelighed. Det har i stedet kun 3DoF, hvilket betyder, at brugeren kan kigge rundt til alle sider, men ellers ikke bevæge sig rundt i den virtuelle verden. Desuden medfølger der kun én controller. Til gengæld kan Oculus Go tages med under armen.

Det er et meget velegnet VR-headset til VR-projekter med små budgetter. Det kan for eksempel være en simpel 360-graders video, som brugeren ikke skal interagere med.

Batteritiden ligger på omkring 2 timer, og en fuld opladning tager 3 timer.

Oculus Go koster €219 (omkring 1.600 kroner) på Oculus’ webshop. Controller medfølger.

Google Daydream

Google Daydream. Foto: Google.

Plus:

  • Mobilitet
  • Let at opsætte
  • Bruger smartphone som skærm
  • Lav pris

Minus:

  • Lav oplevelseskvalitet

Google Daydream er et VR-headset, som bruger en smartphone som skærm.

Andre billige VR-løsninger som Samsung Gear VR og Google Cardboard fungerer efter nogle lignende principper men kan efterhånden ikke leve op til den kvalitet, der er på VR-markedet i dag.

Google Daydream fungerer med en række Android-telefoner. Den helt store fordel er, at Daydream-headsettet er let og mobilt, og du kan afspille VR-oplevelsen fra din smartphone. Kvaliteten af oplevelsen er dog slet ikke så god som i de nyere standalone-headsets, der har samme fordele.

Google Daydream kan købes for omkring 500 kroner hos en række online forhandlere.


Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.