En gruppe af studerende, der har deltaget i de seneste måneders demonstrationer i Hong Kong, har nu udviklet en VR-simulation, hvor du kan tage til virtuel demonstration. De håber på at kunne udgive spillet inden måneden er omme.
“Liberate Hong Kong” er navnet på et nyt VR-spil, der er udviklet af tre studerende fra Hong Kong. VR-spillet skal give resten af verden en fornemmelse af, hvordan det er at være til demonstrationerne i Hong Kong. Det fortalte én af de anonyme udviklere til Reuters i sidste måned. Se Reuters’ videoindslag om historien her:
I VR-spillet er du en demonstrant på frontlinjen af demonstrationerne, og der kan du blandt andet risikere at blive anholdt eller at få kastet tåregas i hovedet. Spillet går, ifølge udviklerne, ud på at opleve noget af det, som demonstranterne på gaden har oplevet.
Spillet giver et overblik over nogle af hovedbegivenhederne i demonstrationerne, og spillet har også én af de såkaldte Lennon Walls – navnet på de mure, der er fyldt med post-its med demonstranternes slogans i virkelighedens Hong Kong.
Selvom der måske er en del vold på displayet, så holder udviklerne fast i, at spilleren ikke kan udøve vold eller gøre noget ulovligt i spillet. Det havde ødelagt chancen for at få spillet udgivet, fortæller de til Reuters. Nu har de indsendt spillet til en distributør og håber på, at det kan udgives online inden måneden er omme.
Ikke det første spil om demonstrationerne
At dømme ud fra de seneste måneders begivenheder kan det måske blive svært at få spillet udgivet. “Liberate Hong Kong” er nemlig ikke det første eksempel på et spil om demonstrationerne.
For eksempel bandlyste Google i oktober måned mobilspillet “The Revolution Of Our Times” og afviste, at det skulle være på opfordring af den kinesiske regering. I stedet pegede Google på en længe håndhævet regel, der forbyder appudviklere at lave en forretning ud af igangværende konflikter og tragedier.
Få dage før Google-sagen var det Apple, der sad i mediesaksen efter appen HKmap.live forsvandt fra Apple’s App Store. Appen, der blandt andet gav liveopdateringer om politiets lokationer i byen, blev brugt af demonstranterne indtil den altså forsvandt fra app-butikken. Apple forklarede, at appen var blevet fjernet, fordi den satte politiet og civilbefolkningen i Hong Kong i fare.
Også spilgiganten Blizzard har været i problemer over Hong Kong-demonstrationerne. Det skete efter Hearthstone-spilleren Blitzchung blev bandlyst fra spillet på grund af nogle udtalelser, der støttede demonstranterne i Hong Kong. Senere er straffen dog blevet reduceret til seks måneders udelukkelse.
Det vides ikke, hvordan VR-branchen vil forholde sig til det politiske minefelt, som Hong Kong er blevet – men det får vi måske at se i de kommende uger, hvor udviklerne bag “Liberate Hong Kong” vil forsøge at udgive spillet.
Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.