HTC’s længe ventede Vive Cosmos VR-headset er tilsyneladende lige på trapperne. Forleden dukkede VR-headsettet op på den britiske retailer Argos‘ webshop til £699.99 (knap 5.700 kroner).
I sidste uge kom den britiske forhandler Argos til at offentliggøre en pris på HTC’s længe ventede Vive Cosmos VR-headset, som forventes på markedet i løbet af denne eller næste måned. Siden, som hurtigt blev taget ned, viste en pris på £699.99, hvilket svarer til knap 5.700 kroner. Det er en god sjat dyrere end Oculus Rift S, men alligevel billigere end Valve Index – de to mest oplagte konkurrenter til HTC Vive Cosmos.
Cosmos har været længe undervejs
Siden HTC løftede sløret for Cosmos-headsettet ved CES 2019 tilbage i januar har vi ventet spændt på flere detaljer om VR-headsettet. Dengang fik vi at vide, at HTC Vive Cosmos er et PC-tethered headset med 6DoF inside-out-tracking, ikke ulig Oculus Rift S. Over sommeren er HTC dog kommet med flere detaljer.
VR-headsettet kommer med en imponerende opløsning på 1440×1700 per øje, hvilket er en smule højere end både Oculus Rift S og Valve Index. Faktisk er det den højeste opløsning i et VR-headset fra HTC til dato, med næsten dobbelt så mange pixels som det originale Vive-headset. Derudover har HTC fortalt, at Vive Cosmos vil operere ved 90 Hz, ligesom det originale Vive-headset.
LÆS OGSÅ: GUIDE: Hvilket VR-headset skal jeg købe?
Den sidste, store ubekendte faktor i ligningen er altså prisen. Det er ikke sikkert, om den lækkede pris på knap 5.700 kroner er korrekt eller ej, men HTC har udtalt:
“Vi erkender, at en pris ved en fejltagelse blev offentliggjort på en af vores retailpartneres hjemmesider. Vi ser frem til at dele flere detaljer om Cosmos snart men har ingen yderligere kommentarer på dette tidspunkt.“
HTC i et skriftligt svar til RoadtoVR.com. Oversat fra engelsk.
HTC Vive Cosmos forventes på markedet inden udgangen af september. Indtil da venter vi tålmodigt på flere oplysninger. Her kan du se en teaservideo fra HTC:
Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.