HTC Vive Pro Eye nu til salg i Danmark for 13.349 kroner

Af |2019-06-13T13:51:30+00:0016. maj 2019, 10:57|Hardware, HTC Vive, Indland, Virtual reality (VR)|

HTC Vive’s første VR-headset med eye-tracking blev sat til salg hos udvalgte leverandører i Europa i går. Prisen i Danmark er 13.349 kroner.

HTC’s nyeste enterprise-headset, HTC Vive Pro Eye, kan nu købes over hele Europa.

VR-headsettet blev præsenteret tilbage i januar ved CES 2019 i Las Vegas. Du kan læse vores artikel fra offentliggørelsen her. Ved samme lejlighed præsenterede HTC også et VR-headset med navnet Vive Cosmos, som dog stadig ikke har fået pris eller udgivelsesdato.

HTC Vive Pro Eye får sit navn fra én specifik funktion:

Foto: HTC Vive.
Foto: HTC Vive.

Eye-tracking er det store salgsargument

Med Vive Pro Eye-headsettet har HTC som den første af de store VR-hardwareproducenter indbygget eye-tracking i et VR-headset.

Eye-tracking har været én af de mere spændende funktioner på VR-branchens læber i nogle år nu. Eye-tracking muliggør for eksempel en funktion som foveated rendering, som du kan se et eksempel på her:

Foto: Zerolight.
Et eksempel på foveated rendering i HTC Vive Pro Eye-headsettet. Foto: Zerolight.

Finske Varjo har også eye-tracking i deres VR-headset, men med et prisskilt på knap 45.000 kroner får Varjo VR-1 måske svært ved at konkurrere med Vive Pro Eye.

Vi prøvede eye-tracking-funktionen i Varjo VR-1-headsettet på CopenX 2019 i sidste uge – læs vores førstehåndsindtryk her.

HTC Vive Pro Eye kan indtil videre købes på Komplett.dk for 13.349 kroner og på Elgiganten.dk for 13.799 kroner. Og så er der Advantage, som er HTC Vive’s enterprise-licensprogram. Licensen er påkrævet for at bruge Vive Pro Eye kommercielt, og den indeholder en udvidet support og en toårig garanti. Licensen kan tilkøbes for knap 1.500 kroner.

HTC Vive Pro Eye er altså ikke et VR-headset til den almindelige forbruger. Det er tiltænkt de virksomheder, der har midlerne til at investere så mange penge i VR-hardware. Det kommende HTC Vive Cosmos er i højere grad rettet mod forbrugerne – og mon ikke, vi snart får mere at vide om det headset.


Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.