Rygterne om Apples (måske?) kommende AR-headset er brændvarme i øjeblikket. I sidste uge blev iOS 13 udgivet, og flere brugere har opdaget detaljer om et AR-headset i kildekoden.
Her er, hvad vi ved:
Den nyeste version af iOS indeholder noget, som Apple kalder StarBoard. StarBoard er ifølge en readme-fil et “system shell for Stereo AR enabled apps”. Systemet indeholder en StarTester-funktion, der angiveligt er til for, at Apples udviklere kan teste AR-applikationer uden et AR-headset. Her kan du se en udvikler med Twitter-navnet xSnow, der har fået adgang til StarTester-funktionen:
Confirmed, there’s no artifacts on Xs/Xr, and whole experience is a lot smoother. It appears that I’ve launched StarTester mode on my X in spite of all hardware locks:) pic.twitter.com/cAjmmbFbxG
— xSnow (@__int32) 20. september 2019
Reame-filen bruger desuden navnet Garta om selve AR-headsettet og kalder det et HME. Det er svært at sige, hvad HME står for, men det har måske noget at gøre med HMD (head mounted display) som man ofte bruger om VR-headsets.
Angiveligt refererer iOS 13.1 beta 3 faktisk til tre forskellige AR-headsets med diagonal FoV på henholdsvis 58 grader (kodenavn Luck), 61 grader (kodenavn Franc) og 68 grader (kodenavn Garta).
Sidst men ikke mindst skulle iOS 13 også have et såkaldt GameController-framework, der indeholder informationer om en controller, der skal bruges sammen med et AR-headset. En sådan controller skulle, ifølge frameworket, have både en trackpad, en trigger-knap og en system-knap.
Her er så, hvad vi ikke ved
Det er ikke sikkert, præcist hvilken slags AR-produkt, Apple arbejder på. Men det faktum, at iOS er involveret, er sigende.
Det betyder, at det kommende AR-headset sandsynligvis vil være helt eller delvist drevet af en iPhone eller iPad. Det kan enten være med iOS-enheden som en controller, lidt som med Apple Watch, eller det kan være med iOS-enheden som den primære drivkraft, ligesom med Magic Leap One og dens medfølgende processorenhed.
Afsløringerne betyder også, at de rygter, der tilbage i juli svirrede om, at Apple skulle have lagt planerne om et AR-headset på hylden, ikke talte sandt.
I stedet tyder det på, at Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo havde ret, da han tilbage i marts 2019 forudsagde, at Apple ville begynde produktionen af et AR-headset i slutningen af 2019 eller første halvdel af 2020, og at headsettet måske vil shippe allerede i løbet af 2020. Dengang forudsagde Ming-Chi Kuo desuden, at Apples AR-headset sandsynligvis vil være afhængig af en iPhone som computerenhed.
Apple har ikke kommenteret på rygterne eller fortalt noget som helst om udviklingen af et AR-headset. Det vil ikke ligne Apple at afsløre noget som helst, før produktet er klar til markedet – så der kan gå lang tid, før vi hører noget officielt om Apples (måske) kommende AR-headset. Alligevel vil det være spændende at høre, hvilke ord Apple sætter på deres AR-ambitioner i fremtiden.
Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.