Den danske VR-producent, Khora Virtual Reality, har vundet Liljeprisen 2019. Prisen uddeles til den virksomhed, der “i det forløbne år har været bedst til at skabe nye og innovative oplevelser”. Det fortæller Invio, der uddeler prisen, i en pressemeddelelse.
Khora Virtual Reality er en dansk producent af VR-oplevelser. I løbet af de seneste par år har de flere gange gjort sig bemærket med succesfulde VR-produktioner – blandt andet Sikkerhedsstyrelsens fyrværkerikampagne ‘Det sker ikke for mig!’, Tivoli’s VR-forlystelse ‘Bring The Spring’, og Ørsteds ‘VR Space Safari’, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen lagde stemme til en VR-tur i rummet:
Og nu er Khora Virtual Reality altså blevet tildelt Liljeprisen 2019. Det skete forleden i forbindelse med Open Data Challenge i Aarhus. Juryen skriver i motivationen for prisen:
”Khora Virtual Reality har gjort sig særligt bemærket ved at skabe nye og innovative oplevelser i en lang række forskellige brancheområder via virtual- og augmented reality teknologi. Teknologier der i den grad er i vækst og kan skabe et stort oplevelsespotentiale, da der åbnes op for et hav af muligheder inden for spil, læring, formidling og mange andre områder.
Siden 2015 har virksomheden skabt imponerende resultater ved at producere over 170 VR/AR oplevelser, haft 30.000 besøgende i den fysiske butik i København, afholdt 700 workshops og ikke mindst beskæftiger 19 fuldtidsansatte. Det må siges at være et imponerende aktivitetsniveau og viser samtidig, hvor stor nysgerrighed og efterspørgsel der er efter viden om området og eksempler på, hvor disse nye teknologier kan gøre en forskel i forhold til traditionelle produkter og services samt formidlingen heraf.
Khora modtager Liljeprisen, da virksomheden formår at inddrage virtuelle oplevelser i alt fra bearbejdning af eksamensangst til underholdning på museer. Virksomheden er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan danne et solidt forretningsgrundlag på et spirende teknologisk område og hvordan nye teknologier kan lægge helt nye lag på allerede kendte oplevelser. Det skal blive meget spændende at følge både Khoras fortsatte udvikling, samt hvordan virtual- og augmented reality teknologien til stadighed vil bevæge sig ind på nye forretningsområder.”
Med prisen kommer Khora Virtual Reality desuden i fint selskab. Liljeprisen er tidligere givet til blandt andre LAKRIDS by Johan Bülow (2013) og Danfoss Universe (2007).
Liljeprisen uddeles hvert år til en virksomhed, der:
- Tænker nyt og innovativt: Det kan eksempelvis være nye partnerskaber, nye oplevelsesprodukter eller -tjenester, nye teknologier, ny brug af kompetencer, nye forretningsmodeller, ny viden, nye fortællinger, nye organisationsformer etc.
- Kombinerer oplevelser og forretning: Virksomheden skal have en klar sammenkobling mellem arbejdet med oplevelser og virksomhedens forretning.
- Er model for andre: Virksomhedens eksempel skal rumme et klart læringspotentiale for andre virksomheder.
Liljeprisen uddeles af Invio – Innovationsnetværk for Oplevelseserhverv, der er et nationalt innovationsnetværk for oplevelseserhverv. Netværket er støttet med midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Partnerne bag Invio er Aalborg Universitet, Roskilde Universitetscenter, Teknologisk Institut og Creative Business Cup.
Khora Virtual Reality udtrykkede i mandags sin taknemmelighed i et Facebook-opslag, hvor de kalder prisen “oplevelsesøkonomiens Oscar”. De skriver blandt andet, at prisen understreger den indvirkning, VR kan have på brugeroplevelsen, og at de håber, at endnu flere i fremtiden vil være med til at indløse teknologiens potentiale:
Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.