Oculus dropper angiveligt ‘Rift 2’ og sigter efter mindre opgraderinger allerede i 2019

Af |2018-11-13T17:03:20+00:0013. november 2018, 17:03|Udland, Virtual reality (VR)|

Et Rift-headset med mindre hardwareopdateringer er efter sigende planlagt til udgivelse i 2019. Det erfarer TechCrunch.

Rygterne om en efterfølger til Oculus Rift-headsettet svirrer. For nylig kom det frem, at de høje herrer hos Facebook havde besluttet at droppe planerne om den store Rift 2-opdatering til fordel for en række mindre hardwareopgraderinger.

Knæblødgørende features som eye tracking, foveated rendering, varifokale linser og markant højere skærmopløsning var efter sigende på tegnebrættet til Rift 2. Det må vi dog vente lidt længere på ifølge den seneste TechCrunch-rapport. I stedet vil opdateringerne i 2019 fokusere på at appellere til VR-jomfruerne i den brede mainstream, blandt andet ved at sænke priser og implementere inside-out-tracking.

Kovendingen var efter sigende også hovedårsag til, at medstifter og (nu tidligere) CEO i Oculus, Brendan Iribe, i slutningen af oktober måned valgte at forlade virksomheden. Iribe ses leende i baggrunden af artiklens foto, hvor Mark Zuckerberg, CEO i Facebook, bruger et Rift-headset.

Strategien vækker minder om Apple’s iPhone S-modeller, og Rift-opdateringen bliver derfor af flere medier nu kaldt ‘Rift S’.

Oculus Half Dome-prototypen, der i maj 2018 blev vist frem som en mulig efterfølger til Rift-headsettet. Foto: Facebook.

Hvad kan vi så regne med, når Oculus i 2019 efter sigende kommer med et opdateret Rift-headset? Her er vores bedste gæt.

Lavere pris. Pris er i manges øjne flaskehalsen, der står i vejen for Facebook’s erklærede mål om at udvide VR-markedet til 1 milliard brugere. Hvis Rift S-rygterne holder stik, kommer vi til at se en headsetudgivelse med et mindre skræmmende prisskilt.

Inside-out-tracking. Det nuværende Rift-headset gør brug af Constellation-tracking, hvilket kræver stationære kameraer til at tracke brugerens bevægelser. Der er tegn på, at Oculus vil implementere Insight-systemet, som de lancerede med Oculus Quest-headsettet tidligere på efteråret. På den måde slår de to fluer med ét smæk, eftersom det bliver både lettere og billigere at bruge Rift-headsettet. Der opstår dog et problem med at tracke bevægelser, der foregår bag brugerens hoved, hvilket Rift-headsettet udemærket er i stand til i dag. Det bliver spændende at se, hvordan Oculus vil tackle dét problem.

Lavere krav til PC-specifikationer. Dette hænger igen sammen med målet om at gøre VR-oplevelserne mere tilgængelige for mainstreamforbrugerne.

Forbedret opløsning? Oculus Rift er med sine 1080×1200 per øje et godt stykke bag konkurrenterne i dag (HTC Vive Pro og Samsung Odyssey har 1440×1660 per øje). Med en højere opløsning kunne man måske komme omkring den berygtede screen door effect (hvilket Samsung’s Odyssey+ efter sigende formår, helt uden at øge opløsningen). Rapporterne om forbedret opløsning i Rift S er dog uklare…

Bottom line er, at Oculus tilsyneladende har sadlet om og satser på at ramme markedet bredt med et mindre imponerende headset, end hvad vi entusiaster havde håbet på. Ser vi på den lyse side, er opgraderingen efter sigende lige på trapperne. Vi vil fortsat følge sagen.


Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.