Rygte: Microsoft vil offentliggøre “HoloLens 2” i næste måned

Af |2019-01-18T15:18:39+00:0018. januar 2019, 15:18|Augmented reality (AR), Mixed reality (MR), Udland|

Rygterne går på, at Microsoft vil offentliggøre den næste generation af HoloLens, når de holder pressekonference ved Mobile World Congress i Barcelona i februar – CEO Satya Nadella, Corporate VP Julia White og HoloLens-bagmanden Alex Kipman deltager.

Af Rasmus Wærling Riiser

Det har altid været planen, at 2. generation af Microsofts AR-headset, HoloLens, skulle udgives i 2019. Og tidligere på ugen kom det så frem, at Microsoft efter flere års fravær igen vil deltage ved Mobile World Congress-messen i Barcelona i næste måned.

Den 24. februar – dagen før messen officielt skydes igang – vil Microsoft holde en pressekonference, hvor de store kanoner er hevet frem. Udover den øverste chef, Satya Nadella, vil både Corporate VP Julia White og HoloLens-bagmanden Alex Kipman være med til at præsentere, hvad end det er, Microsoft vil præsentere.

Foto: Microsoft.
Microsoft CEO, Satya Nadella. Foto: Microsoft.

Mange gætter på en ny generation af HoloLens-headsettet, og det er ikke uden grund.

For det første har Microsoft ikke været en spiller på smartphonemarkedet i de seneste par år, og det vil altså være første gang i tre år, at Microsoft deltager i Mobile World Congress. Der er ikke ligefrem meget, der tyder på, at Microsoft kommer for at præsentere en ny smartphone.

For det andet er det det faktum, at det originale HoloLens-headset har været udsolgt i ugevis. Og sidst, men ikke mindst, Alex Kipman. Han var blandt andet en af hovedpersonerne bag den første generation af HoloLens-headsettet, og så kan han godt lide at sige, at “smartphonen er død, folk har bare ikke indset det endnu”. Det her er hans profilbillede på Facebook:

Foto: Alex Kipman på Facebook.
Alex Kipmans profilbillede på Facebook. Foto: Alex Kipman på Facebook.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en pressekonference med HoloLens-tema, så Kipman og co. lander i Barcelona. Men hvad kan vi så regne med at få præsenteret?

Windowscentral.com gætter på, at den næste generation af HoloLens først og fremmest vil have et bredere FoV, hvis ikke dobbelt så bredt. Læg dertil en Qualcomm Snapdragon 850-processor med 4G LTE, der frigør headsettet fra WiFi-afhængighed, samt en dedikeret AI-processor. Og så vil det nye headset sandsynligvis være både lettere og mere behageligt at have på.

I december kunne vi fortælle, at det amerikanske militær har bestilt 100.000 HoloLens-headsets – en handel med et prisskilt på cirka en halv milliard dollars. Mon ikke der også her er snak om en ny generation af AR-headsettet?

Vi vil følge sagens udvikling og komme med opdateringer, så snart flere oplysninger bliver offentliggjort.

Pressekonferencen kan streames live klokken 17:00 dansk tid, den 24. februar 2019.


Følg VRNEWS.DK på Facebook, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.