Samsung offentliggør Odyssey+ med anti-SDE-display

Headsettet er en opdatering af det eksisterende Odyssey-headset og kan blandt andet blære sig med anti-SDE-displayteknologi.

I 2017 blev det originale Samsung Odyssey-headset en del af Windows Mixed Reality-platformen. Nu er den sydkoreanske elektronikgigant så klar med en hardwareopdatering. Det nye headset, med det passende navn, Odyssey+, adskiller sig fra originalen med et par subtile ergonomiske forbedringer, men vigtigst af alt har det fået en overhaling på display-området.

Det nye headset er designet med en anti-screen-door-effect-teknologi. Screen door effect er det, der sker, når brugeren af et HMD kan se de små, sorte linjer, der adskiller displayets individuelle pixels. For brugeren ligner det et gitter, der er i vejen for det, skærmen viser, og det kan være med til at ødelægge den medrivende effekt, en VR-oplevelse gerne skal have. Desuden kan det også bidrage til hovedpine og andre ubehagelige bivirkninger ved ineffektive VR-oplevelser. Men Samsung hævder altså at have overvundet screen door effecten (eller SDE, som den forkortes) med Odyssey+-headsettet.

Anti-SDE-teknologien giver, ifølge Samsung, indtrykket af en dobbelt så høj pixeltæthed uden at ændre den reelle opløsning. Det fungerer angiveligt ved at mindske afstanden mellem pixels med næsten 50 procent. Se en sammenligning her.

Begge displays har samme opløsning, men oplevelsen er, ifølge Samsung, markant anderledes. Billede: Samsung.

Odyssey+ er listet på Samsung’s webshop med en pris på $499, men det er tilsyneladende ikke muligt at købe headsettet endnu. Samtidig er prisen på det originale Odyssey-headset sat ned til $350 på Microsoft’s webshop, så der kan ikke gå længe, før Odyssey+ shippes. Indtil videre lyder det fra producenten, at Odyssey+, ligesom sin forgænger, ikke vil kunne købes i Europa.


Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.