Sig hej til Focals: fremtidens AR-briller?

Af |2018-11-02T15:30:53+00:002. november 2018, 15:30|Augmented reality (AR), Mixed reality (MR), Udland|

Den canadiske startup North er kommet med deres bud på AR-brillen, som du faktisk gerne vil gå med. Der er dog et stykke vej endnu.

Google Glass spøger stadig i kulissen, når vi snakker om AR-briller. Verdens første bredt lancerede AR-brille fra giganten Google var en historisk fiasko.

Google Glass, som den så ud på en konference i 2012. Foto: Wikimedia Commons.

Hos den canadiske startup North er man ikke i tvivl om hvorfor. Da de tilbage i 2013 eksperimenterede med Google’s AR-brille, spottede de en del problemer. Forbipasserende kiggede underligt på dem, når de bar dem i offentligheden, og de havde faktisk ikke selv lyst til at bære Google Glass.

En mission blev født: at skabe et par AR-briller, som den helt almindelige forbruger har lyst til at gå med. Focals er canadiernes bud på de briller.

Brillerne fås i tre farver. Foto: North

Focals minder en del om den prototype, vi så fra Intel tidligere på året (og som efterfølgende er blevet smidt i skraldespanden).

Brillens glas er helt almindelige glas, og de kan fås med eller uden styrke (mellem +2 og -4). Det grafiske overlay kommer i form af en laser, der sidder i højre side af stellet. Laserens stråler spejles i det højre brilleglas og rammer nethinden direkte, hvilket også betyder, at alt det, der vises, altid er i perfekt fokus.

Skide smart, tænker man umiddelbart. Ulempen med denne teknik er dog, at brillerne skal specialfremstilles på baggrund af en 3D-scanning af det ansigt, brillerne skal sidde på – ellers kan man ikke være sikker på, at laseren vil ramme nethinden perfekt.

Brillen understøtter Amazon’s personlige assistent Alexa og kommunikerer med din telefon via Bluetooth, hvilket gør den i stand til at vise dig information som notifikationer, vejrudsigter og navigation, samtidigt med, at du kan foretage opkald og besvare SMS’er med din stemme.

Den grafiske stil er farverig. Animation: North.
Brillen og den medfølgende ring. Foto: North.

Med den medfølgende ring kan man desuden starte Alexa eller manuelt swipe gennem notifikationer og menuer.

North’s Focals er et super interessant produkt, som peger mod fremtidens AR-wearables. Der er stadig et stykke vej endnu før teknologien er klar til at gå mainstream (blandt andet stellet, som trods alt er mere bulky end hvad man er vant til på helt almindelige briller).

Brillen sælges indtil videre kun i North’s egne butikker i Toronto og Brooklyn for $999.


Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.