Trådløs VR: HTC Vive Focus Plus understøtter snart VR-streaming over WiFi

Af |2019-08-08T14:59:51+00:008. august 2019, 14:55|Hardware, HTC Vive, Software, Udland, Virtual reality (VR)|

Inden året er omme, vil alle VR-oplevelser på Viveport kunne streames over WiFi til HTC Vive Focus Plus. Det afslørede HTC på ChinaJoy-messen i sidste uge.

ChinaJoy 2019-messen i Shanghai åbnede i fredags med en afsløring fra én af VR-markedets største spillere, HTC.

En ny funktion ved navn Viveport Streaming, der udkommer inden nytår, vil gøre det muligt at streame samtlige 2.000+ VR-oplevelser på HTC’s VR-portal, Viveport, til et Vive Focus Plus-headset over WiFi. På den måde bliver det altså muligt at køre PC VR-oplevelser og spille PC VR-spil på Vive Focus Plus, der ellers er et standalone VR-headset.

Det kræver bare, at du har en PC, der er VR-ready, og et Viveport Infinity-abonnement.

Foto: HTC.
HTC Vive Focus Plus er et standalone VR-headset rettet mod enterprise-branchen. Foto: HTC.

LÆS OGSÅ: CopenX 2019: Hands-on med HTC Vive Focus Plus

HTC Vive er de første i branchen til at tilbyde en officiel streamingløsning til et standalone VR-headset. Der findes en række lignende løsninger til for eksempel Oculus Quest, men ingen officiel løsning fra Oculus. Problemet med de eksisterende løsninger er, at de ikke altid fungerer optimalt. Nu kan man måske håbe, at Viveport Streaming-funktionen vil ændre på det.

Kun en midlertidig løsning

Tidligere på året, ved MWC 2019-messen i Barcelona, offentliggjorde HTC et andet, mere avanceret VR-streamingkoncept ved navn HTC 5G Hub.

HTC 5G Hub er et 5G-hotspot, der med tiden vil understøtte VR-streaming over 5G. Viveport Streaming-funktionen, som blev offentliggjort i sidste uge, er faktisk mest af alt en midlertidig løsning. HTC fortæller i en pressemeddelelse:

“5G Cloud VR er et varmt emne i pressen, og om ét eller to år, når 5G-netværket er mere robust, vil det give brugere en ny måde at opleve VR af høj kvalitet på uden en avanceret PC. Indtil da vil den nye VIVEPORT Streaming-funktion gøre det muligt for VR-brugere at nyde utallige PC-VR-oplevelser på deres standalone VR-headsets uden en ledning.”

Alvin Wang Graylin, China President, HTC, i en officiel pressemeddelelse. Oversat fra engelsk.

HTC’s 5G-streamede VR lyder lovende. Men fordi 5G-infrastrukturen endnu ikke er moden, er HTC’s drømme desværre stadig flere år fra at kunne realiseres. I mellemtiden må vi nøjes med Viveport Streaming-funktionen, der ifølge HTC bliver udgivet med en Viveport-opdatering i Q4 i år, først til Vive Focus Plus og senere til andre VR-headsets, der kører på HTC’s Vive Wave-platform. Se en promovideo fra HTC her:


Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.

Leave A Comment