Uhyggeligt overblik: Se coronavirus sprede sig på kloden i VR og AR

Med en ny WebXR-app kan du få en fornemmelse for, hvor hurtigt den nye virus spreder sig. Visualiseringen kan ses i VR, AR eller i en browser.

Oplev visualiseringen her eller via QR-koden i bunden af artiklen.

På få uger er antallet af smittede af den nye coronavirus steget fra et par hundrede i storbyen Wuhan i Kina til mere end 31.000 bekræftede tilfælde på tværs af 26 lande. Over 3.000 nye tilfælde er bekræftet i løbet af de seneste 24 timer. Over 600 mennesker er døde i Kina.

Selvom tallene er alvorlige, kan det være meget svært at sætte sig ind i, hvor hurtigt sygdommen spreder sig. Men med en ny WebXR-app kan du se spredningen visualiseret på jordkloden i VR, AR eller i din foretrukne browser.

VR og AR er kendt for at give en oplevelse, der sætter sig dybere end andre levende billeder som almindelig 2D-video. Og specielt statistikker kan være svære at få en intuitiv forståelse for.

Derfor forsøger Michael DiBenigno, VP of Product & Business Development hos datavisualiseringsfirmaet Flow Immersive nu at bruge VR og AR til at visualisere spredningen af coronavirus.

Se visualiseringen i aktion med et Magic Leap One AR-headset her:

Visualiseringen forklarer, hvordan udbruddet startede med det første smittede menneske i slutningen af 2019. Og så giver den en step-by-step fornemmelse af, hvor hurtigt antallet af smittede er steget, siden der blot var et par hundrede smittede i Wuhan, Kina for et par uger siden.

Visualiseringen kan som nævnt opleves på AR-headsets som Magic Leap eller HoloLens, og på VR-headsets som Oculus Quest, der dog oplever problemer i forbindelse med den nye virus.

Quest har nu i flere uger været i restordre i 17 ud af de 23 områder, hvor den sælges. Det gælder i øjeblikket også Danmark.

I går udtalte Facebook til RoadtoVR.com, at coronavirussen også giver problemer:

“Oculus Quest har været udsolgt i nogle regioner på grund af høj efterspørgsel. Når det er sagt, forventer vi ligesom andre virksomheder nogle yderligere påvirkninger på vores hardwareproduktion på grund af coronavirussen. Vi tager forholdsregler for at garantere sikkerheden for vores ansatte, produktionspartnere og kunder, og vi holder tæt øje med situationen.”

Facebook i et skriftligt svar til RoadtoVR.com i går. Oversat fra engelsk.

Den nye coronavirus har altså også ramt VR-branchen. Hvis du vil have et indblik i spredningen, kan du opleve visualiseringen ved at følge linket her eller ved at scanne QR-koden:

Scan QR-koden, og du vil blive ledt videre til visualiseringen.

Følg VRNEWS.DK på Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.