Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark og Cadpeople samarbejder om stort VR-projekt

Af |2019-04-10T12:53:11+00:0010. april 2019, 12:50|Indland, Software, Virtual reality (VR)|

Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark har samarbejdet med det aarhusianske bureau Cadpeople om en ny VR-træningsportal. I morgen fejrer førstnævnte 1 års fødselsdag og lancering af det nye VR-flagskib.

For knap et år siden kunne vi her på siden skrive om, at Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark, Cadpeople og Teknologisk Institut sammen ville satse på VR. Siden er projektet modnet, og derfor er Teknologisk Institut trådt ud – og Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark er nu klar til at præsentere VR-flagskibet ved deres 1 års fødselsdag i morgen.

Projektet har fået navnet ViVA. Det står for Virtuel Velfærdsteknologi i Anvendelse, og så betyder det “at leve” på spansk. Flagskibet, som præsenteres i morgen, er en VR-lejlighed, hvor man får mulighed for at opleve lejligheden som en dement kan opleve den. Derudover kan eleverne trænes i at bruge en lang række velfærdsteknologier. Det foregår alt sammen i et virtuelt miljø, hvor alt kan prøves igen, og hvor ingen kan komme til skade.

Se en præsentationsvideo produceret af Cadpeople her:

Undervisningen af sundhedsfaglige medarbejdere bringes ind i det 21. århundrede

Idéen med ViVA er at kunne give praksisnær træning i nogle situationer, som ellers er svære at træne i. Desuden kan man træne med teknologier, som man måske ellers ikke ville have adgang til på uddannelsesstedet.

Videnscenterkoordinator Jacob Sangild – som ses i færd med at undervise et hold SOSU-elever på billedet over overskriften – fortæller i en pressemeddelelse sendt til VRNEWS.DK:

”ViVA bruger virtual reality og gamification på et niveau, som hverken er set på SOSU-uddannelserne eller andre erhvervsuddannelser endnu. Vi er utrolig stolte af at have udviklet en platform, som styrker SOSU-fagligheden og bringer undervisningen af sundhedsfaglige medarbejdere ind i det 21. århundrede.”

Foto: Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark.
Videnscenterkoordinator Jacob Sangild og SOSU-eleven David Frydenssted. Foto: Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark.

Én af eleverne på holdet, David Frydenssted, fortæller i samme pressemeddelelse:

”Jeg tror, vi er mange der er nervøse for at stå alene med en borger første gang. Jeg vil rigtig gerne gøre det korrekt og sikre, at borgeren er tryg. I Virtual reality-lejligheden lærer jeg en arbejdsgang og får øvelse i at håndtere en badsituation trin for trin. Det gør mig nok mere tryg inden praktikken.”

Folkene bag projektet håber først og fremmest på at kunne udbrede det til kommuner i hele landet. Men ViVA er ikke et færdigt produkt som sådan – målet er fortsat at kunne implementere endnu flere velfærdsteknologier, at skabe forståelse for endnu flere borgere med forskellige sygdomme, og at gøre undervisningen endnu mere engagerende for eleverne.

Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark holder 1 års fødselsdag i morgen torsdag den 11. april 2019 klokken 14:00-15:30 på Videnscentrets tre værtsskoler. Læs mere her: https://videnscenterportalen.dk/vfv/aktivitet/1-aars-foedselsdag/.


Følg VRNEWS.DK Facebook og LinkedIn, hvor du både kan deltage i debatten og blive opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.