Virtual reality skaber livsglæde hos demensramte

Af |2018-04-18T14:58:29+00:0018. april 2018, 08:36|Virtual reality (VR)|

Det er ikke nyt at anvende virtual reality til, at skabe livsglæde hos demensramte, hvor bl.a. DR tidligere har anvendt teknologien til at genskabe minder for demente. Region Syddanmark har også taget den nye teknologi til sig, og har over tre måneder testet potentialet i virtual reality til demensramte på fem plejecentre i Kolding Kommune. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Virtual reality skaber livsglæde hos demensramte

Synet af børnehavebørn i fuld vigør gør noget ved “Elisabeth”. Hun er en lille ældre dame, der bor på et af Kolding Kommunes plejecentre. Hun lider af demens, og som følge af sygdommen, så mister hun løbende sine mentale evner.

Men ved synet af små søde børnehavebørn eller en bondegård med store køer i en virtual reality-verden, så bliver mange af “Elisabeths” og andre demensramtes mistede evner vakt til live igen. Alt sammen takket være et par VR-briller, en smartphone og en unik VR-platform udviklet af TakeawalkVR.

Et offentligt-privat projekt på fem plejecentre i Kolding

Muligheden for at give “Elisabeth” og andre med demens en rejse væk fra plejecentret har rod i et syddansk projekt.
Det private firma TakeawalkVR har med støtte fra EU og Syddansk Vækstforum gennemført projektet i samarbejde med Region Syddanmarks Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi og Kolding Kommune.

Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiasen, ser projektet som et spændende udviklingsskridt på demens-området.

“Vi har et nysgerrigt gen i os i Region Syddanmark, og derfor forsøger vi hele tiden at udvikle nye hjælpemidler og behandlingsmetoder, der kan komme borgerne til gode. Forsøget med VR er endnu et projekt, hvor vi har forsøgt at udforske mulighederne i de nye teknologier i et tæt og godt samarbejde med TakeawalkVR og Kolding Kommune.

Søren Rasmussen, der er formand for seniorudvalget i Kolding Kommune har været glad for initiativet:

“Med VR-brillen kan borgeren få skræddersyede oplevelser, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers interesser og livshistorie. VR-brillen vækker minder, og taler så at sige et sprog, som borgeren forstår. Brillerne skaber en sammenhæng med det liv, borgeren har levet, og giver dem helt nye muligheder for at få oplevelser.
Det giver borgeren glæde i øjeblikket og oplevelsen af øget selvværd,” siger Søren Rasmussen.

I alt har 20 borgere med forskellige stadier af demens gennemført det 12 uger lange forløb.

Gamle minder skaber livsglæde i øjeblikket

Anne-Mette Højer Nielsen er pædagog på Plejecenter Olivenhaven i Kolding Kommune og har arbejdet med VR-brillerne og den nye platform. Hun mener at VR-oplevelsen er med til at skabe livsglæde i øjeblikket:

“Vi har observeret nogle dejlige reaktioner fra beboerne, og det er tydeligt, at den nye platform kan give de demensramte nogle rigtig gode stunder og vække gamle næsten udslukte minder til live igen og dermed skabe livsglæde, når de er i øjeblikket”, siger Anne-Mette Højer Nielsen.

Plejepersonalet har også oplevet, at det har bragt personalet tættere sammen med beboerne. De fælles referencer kan skabe et bånd, ligesom VR-platformen kan bruges til at nedtrappe eventuelle konflikter.

Da demens er en sygdom der udvikler sig over tid, men aldrig bliver bedre, har det dog været svært at påvise en længervarende positiv effekt ved at anvende VR, konkluderer Region Syddanmark i pressemeddelelsen.

 

Hold dig opdateret på de seneste nyheder om virtual reality på VRNEWS.DK

Du kan også følge os på TwitterFacebook og LinkedIn, og få de seneste nyheder direkte i dit newsfeed.

 

Gå tilbage til oversigten og se flere nyheder