VR løfter fysioterapien i Roskilde

Af |2020-01-08T13:26:29+00:0018. oktober 2018, 13:17|Indland, Virtual reality (VR)|

Hos Fyssen i Roskilde er man begyndt at bruge VR i smertebehandlingen. “Patienterne synes, at det er rigtig sjovt,” fortæller indehaver af klinikken, Thomas Vain Nielsen.

Virtual reality kan distrahere hjernen fra smerter, og rent visuelt kan man gøre ting, som man ikke kan gøre i virkeligheden. Det har Thomas Vain Nielsen, fysioterapeut og indehaver af Smertefys.nu og Fyssen i Roskilde, indset, og VR-behandlingskonceptet VRecovery er i øjeblikket i testfasen.

De første testpatienter har taget positivt imod behandlingen, men det er vigtigt, at patienterne ikke bare ser det som et computerspil. Behandlingen skal ses som et rehabiliteringstool, der ikke bare er til for sjov, men mest af alt for god, rehabiliterende træning.

I øjeblikket er konceptet begrænset til behandling af smerter i skulder, lænderyg, albuer og håndled. Den næste applikation i kikkerten er også fokuseret på skulderen. Umiddelbart er målet at dække hele kroppen, men først og fremmest er der fokus på, at patienterne skal have en god oplevelse, både med teknikken og med fysioterapeuten.

“Der var én af de første patienter, der ikke havde prøvet VR før, og som blev lidt småsvimmel første gang. Nogle patienter har måske behov for, at man bruger fem minutter i starten af behandlingen på at vende sig til VR-brillerne. Og mens patienterne bliver mere og mere vant til behandlingen, bliver jeg også bedre til at give behandlingen,” fortæller Thomas Vain Nielsen.

Smertefys.nu er en fysioterapeutisk virksomhed, der praktiserer VRecovery på klinikken Fyssen i Roskilde. Siden 1. oktober har konceptet været i testfasen. Du kan læse mere om konceptet på smertefys.nu.

Her på siden har vi tidligere skrevet om andre lignende projekter, for eksempel i Brøndby Kommune. Den danske VR-virksomhed, Gonio VR, producerede desuden denne video sidste år:

Video: GonioVR på Youtube.

Foto til artiklen: Thomas Vain Nielsen.


Følg VRNEWS.DK på FacebookInstagram og Twitter og bliv opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i højre side af skærmen.