Walmart’s CEO: VR-træning reddede liv under El Paso-skyderiet

Af |2019-08-26T14:08:19+00:0026. august 2019, 14:08|Oculus, Udland, Virtual reality (VR)|

Endnu flere var døde under skyderiet i en Walmart-butik i El Paso, Texas, tidligere på måneden, hvis det ikke var for de ansattes VR-træning, mener butikskædens øverste chef.

Walmart-kædens CEO, Doug McMillon, vurderede i et interview med Fortune i sidste uge, at de ansattes VR-træning var med til at redde liv, da en 21-årig mand dræbte 22 og sårede 24 mennesker i en Walmart-butik i El Paso, Texas, den 3. august i år.

De ansatte havde tidligere gennemgået et VR-træningsprogram, som dækker alt fra god kundeservice til, ja, hvordan man beskytter sig selv og andre under et skyderi.

I september 2018 indgik Walmart et samarbejde med Oculus og bestilte 17.000 Oculus Go VR-headsets – omkring fire headsets for hver Walmart-butik. VR-træningen foregår desuden på en træningsplatform, der hedder STRIVR.

Og det virker

I sidste uge medvirkede Walmart’s CEO, Doug McMillon, i et interview med Fortune, hvor han blev bedt om at reflektere over skyderiet i El Paso. Her kom han blandt andet ind på VR-træningsprogrammet:

“Jeg tog til El Paso om tirsdagen, den 6. august, og jeg snakkede med vores ansatte og ledelsen der og hørte fra dem alle. Og jeg kan sige dig, udfra samtaler med dem, at de alle anerkender, hvor meget den træning hjalp. Det er en virtual reality-oplevelse. Jeg har prøvet den selv. Og der er noget ved at gennemgå det i VR, der hjælper dig til, på en eller anden måde, at gennemleve oplevelsen og forstå de skridt, du er nødt til at tage i en skyderisituation.

Fordi holdet i El Paso agerede så hurtigt og udførte planen, er vi alle meget sikre på, at det reddede liv og vandt sekunder. Så vi sætter pris på det faktum. Og beslutningen, som ledelsen havde taget, om at træningen skal ske hvert kvartal, tror jeg også hjalp.”

Doug McMillon, CEO i Walmart, i et interview til Fortune. Oversat fra engelsk.

Ikke kun skyderitræning

Udover sikkerhedstræning handler Walmart’s VR-træning dog mest af alt om at øge effektiviteten og at yde bedre kundeservice. For nylig er butikskæden også begyndt at bruge VR-platformen til at evaluere hvilke medarbejdere, der skal forfremmes. For eksempel har man sat et VR-miljø op, hvor medarbejderen kan udfordres med travlhed, sure kunder og fejlplacerede eller måske ødelagte varer. Hvordan løser du opgaverne, og hvad løser du først?

Klarer man mosten, fortæller det måske chefen, at man er klar til en forfremmelse.

Foto: Walmart.
Foto: Walmart.

Danmark er også med

Herhjemme i Danmark begyndte Coop i 2018 at bruge VR til at optræne nye medarbejdere. Her handler det, så vidt vi er informeret, dog ikke om at lære medarbejderne at beskytte butikkerne mod skyderier. I stedet er det et forsøg på at motivere medarbejderne til at blive endnu bedre ved at lave butiksarbejdet om til et spil.

Det projekt kan du læse mere om her.


Husk, at du kan deltage i debatten under artiklen. Det kan du også på Facebook og LinkedIn, hvor vi holder dig opdateret med de seneste VR- og AR-nyheder fra ind- og udland. Du kan også tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev i bunden af siden.